Eksportbarometer tager et markant hop: Et meget spændende rebound
Spørger man de danske eksportvirksomheder, bliver 2023 et år, hvor udfordringer bliver erstattet af muligheder. Det viser det nye Eksportbarometer for første kvartal 2023, hvor barometerindekset tager en markant ryk i positiv retning. Faktisk det største hop, der er set i de hidtidige ti Eksportbarometer-undersøgelser.
Hvor resultatet i fjerde kvartal af 2022 landede på 49, som var det hidtil laveste niveau og samtidig indikerede reel pessimisme, er Eksportbarometer nu oppe på 54, hvilket viser en tydelig optimisme blandt virksomhederne.
”Det er et meget spændende rebound. Det er indeksets største hop opad nogensinde, og der er virkelig kommet et humørskift fra sidste måling til denne gang. Det havde været min forventning, at det ville gå ned. Men det er en reel oplevelse af de største virksomheder i Danmark, som kan se i deres ordrebøger, at tendensen er positiv,” siger professor i økonomi ved Århus Universitet, Philipp Schröder.