Jyske Realkredit giver investorer større indblik i obligationers bæredygtighed

Jyske Realkredit tager endnu et skridt mod øget transparens på bæredygtighed i realkreditobligationer til fordel for investorer.
Det er særligt de bagvedliggende ejendommes energiforbrug, som bliver mere tydelig, og Jyske Realkredit er frontløbere på initiativet, fortæller Christian Bech-Ravn, der er leder af Rating og IR i Jyske Realkredit.
”Vi ligger langt fremme mht. at vise transparens på bæredygtighed for udlånet bag vores realkreditobligationer, og vi er blandt de førende til at gøre det her,” siger han.
Jyske Realkredit er blevet medlem af Energy Efficiency Mortgage (EEM) Label, der har udformet en oversigt, som viser forskellige fordelinger af de finansielle institutters udlån til ejendomme og deres respektive energiforbrug. På den måde kan investorerne bedre se, hvad de investerer i, og hvor bæredygtige deres investeringer er.
Grøn gennemsigtighed
I den nye oversigt viser Jyske Realkredit blandt andet fordelingen af energimærker for de ejendomme, der bliver finansieret gennem Jyske Realkredit. Og det er en værdifuld viden for investorerne, fortæller Christian Bech-Ravn.
”Pensionsselskaber og andre store investorer har ofte forskellige typer af fonde, hvor de placerer deres investeringer. Disse fonde kan have forskellige målsætninger for graden af bæredygtighed, som sætter rammerne for, hvad fonden kan investere i. Og i fondene vil realkreditobligationernes bæredygtighed normalt fremstå som enten eller, fordi man ikke kan se hvor bæredygtige udlånene bag er,” siger han og fortsætter:
”Men nu kan investorerne se andelen af grønne udlån bag realkreditobligationerne og på den måde bedre opgøre, hvor bæredygtigt de sammenlagt har investeret deres kunders penge,” forklarer han.
Så hvor nogle realkreditobligationer før har ligget i puljen for ikke-grønne investeringer, er systemet nu mere nuanceret, så investorer kan se, om en procentdel af obligationen er bæredygtig og tælle den procentdel med i den samlede porteføljes bæredygtighed.
”Vi ved, at nogle investorer nu kan medtage vores obligationer i deres helt eller delvist bæredygtige fonde. Det kunne de ikke lige så let uden de her oplysninger. For hvis ikke de ved, hvor stor en del af en obligationsserie, der er klassificeret som bæredygtig, må de antage, at den slet ikke er bæredygtig.”
Foran andre banker
Jyske Realkredit startede allerede i 2019 med at offentliggøre data, som giver overblik over bæredygtigheden i udlånet bag realkreditobligationer. Jyske Realkredit udviklede dengang sin egen oversigt til formålet, og da EEM så lancerede en fælles standardiseret oversigt for alle finansielle institutter, kunne Jyske Reakredit derfor hurtigt overføre sin data hertil og være først til at tilbyde investorerne overblikket.
”Vi er i en favorabel position, fordi vi allerede har gjort benarbejdet med at indsamle og klargøre data, så derfor er vi de første til at publicere de her tal,” fortæller Christian Bech-Ravn.
Ideen med medlemskabet af EEM er, at andre finansielle institutter også kommer med, hvilket vil give investorerne og låntagere mulighed for at sammenligne på tværs af forskellige institutter.
Vil gøre en forskel
Som følge af den øgede transparens kan investorerne også se de dele af Jyske Realkredits udlån, som er mindre bæredygtigt. Men det bekymrer ikke Christian Bech-Ravn.
”Vi viser hele porteføljen, hvor mange andre kun vil vise den del, som er god. Vi vil gerne være med til at vise en transformation af vores udlån over tid. Vi vil gerne vise, at Jyske Realkredit er med til at finansiere en forbedring af energiforbruget i de eksisterende ejendomme, så indsatsen bliver synlig.”
For udover investorernes interesse i at kunne gennemskue obligationernes bæredygtighed, er det også tiltag som dette, der kan gøre en større forskel generelt, mener han.
”Hvis vi som bank virkelig skal rykke noget i forhold til at støtte op om en bæredygtig udvikling af samfundet, så er det gennem vores udlån. I forhold til vores bæredygtige dagsorden, er det der, vi kan spille en rolle. Men for at gøre det, skal vi kunne identificere, hvilke ejendomme, der har størst potentiale til at sænke energiforbruget gennem renoveringer,” slutter Christian Bech-Ravn.